+45 72 16 58 66 / 72 16 51 56 // ungfuresoe@furesoe.dk

Bornholm rundt på 5 dage

Events & Ture

Kom med os på den smukkeste gåtur rundt om Bornholm

Aldersgrænse
Fra 7. kl. til 18 år
Pris
900 kr.
Holdet er fyldt.


Beskrivelse

Er du frisk på en anderledes og fuldstændig fantastisk oplevelse? Så kom med, når vi går Bornholm rundt i Kr. Himmelfartsferien 2024. Vi følger kyststien hele vejen rundt om øen – en tur på 110 km med masser af højder og stigninger i nord og flade stræk med hvidt sand i syd.

Vi bærer selv vores rygsæk og gør selvfølgelig stop ved ishuse og andet godt :) Overnatning foregår i Klemensker på Bornholms Ungdomsskole, hvor en bus sørger for at køre os ud og hjem hver dag. Maden klares af en madmor og oprydningen er vi fælles om.

Alle kan gennemføre denne tur. Det handler rigtig meget om korrekt fodtøj, en god og fornuftig vandrerygsæk, mad, vand og lysten og viljen til at gennemføre sammen med os andre.

Vi mødes 2 gange inden selve turen, hvor vi lærer hinanden at kende og sammen finder ud af, hvad der skal med i rygsækken og hvad vi godt kan undvære. (Og det er typisk en hel del). Herudover tager vi begge gange ud på en træningstur i nærområdet.

Første gang er fredag d. 12. april kl. 15.00-18.00. Her mødes vi i Grøn Blok på Kratbjergskolen, afd. Engholm, Rådhusvej 5 i Allerød. Denne dag er der primært fokus på udstyr og alt det praktiske omkring turen. Herudover går vi en lille tur på ca. 7 km i skoven. Så sørg for fornuftige sko og påklædning.

Anden mødegang er torsdag d. 2. maj kl. 13.45, hvor vi mødes på parkeringspladsen foran restaurant Furesøbad, Frederiksborgvej 101, Værløse. Denne dag går vi rundt om Furesøen. En tur på ca. 22 km. Udover fornuftige sko og påklædning er det vigtigt, at du sørger for at medbringe noget at drikke og spise til turen, så ingen går sukkerkolde. 
For eleverne fra Allerød er der mulighed for kørsel t/r fra parkeringspladsen på Engholmskolen i Allerød. (Mødetid kl. 13.30 - vær der gerne i god tid).

Kort om selve Bornholmer-turen
Onsdag d. 8.5
Vi mødes på Allerød Station og tager S-toget til København, hvor vi hopper ombord på Bornholmerbussen, der kører direkte til færgehavnen i Ystad. Herfra sejler vi til Rønne og går til Hasle, hvor vi bliver hentet og kørt til vores overnatningssted i Klemensker. 

Torsdag d. 9.5
Efter morgenmaden bliver vi kørt tilbage til Hasle, hvor vi fortsætter ad stien mod nord. Undervejs passerer vi Vang Granitbrud, Vang Havn, Hammerhus, Hammerhavn og Hammerknuden (med en eventuel afstikker til Opal-søen), inden vi når opsamlingsstedet i Tejn Havn.

Fredag 10.5
Dagens etape starter sydpå mod Gudhjem med mulighed for at købe Danmarks største is på havnen og med en afstikker ind til Bornholms flotteste vandfald. Vi passerer undervejs også Helligdomsklipperne (og de utrolig mange trappetrin), inden vi når til Svaneke, hvor de både sælger meget populære lakridser, bolcher, brød, vingummi og chokolade.

Lørdag d. 11.5
Lørdag fortsætter vi endnu længere mod syd og ender dagens vandring i Dueodde, som er øens sydligste punkt med mulighed for at dyppe tæerne i vandet.

Søndag d. 12.5
Den sidste dag går turen vestpå mod Rønne, hvor vi skal nå bussen retur til København sidst på eftermiddagen.

Det koster 900 kr. at være med, som dækker transport, overnatning og mad.

Vi glæder os til en spændende og anderledes udfordring sammen med dig og de andre på holdet.

 

Hvis du har nogle spørgsmål kan du skrive til Mette på mph8@furesoe.dk eller ringe på tlf.: 7216 5866

 

 

Tid og sted

onsdag 8. maj kl. 0:00 - søndag 12. maj kl. 0:00
Allerød Ungdomsskole

Andre hold i samme kategori